Den portugisiske cheftræner i Manchester United, José Mourinho, har ikke tænkt sig at lade den engelske klub blive endestation for sin trænerkarriere.
Det fortæller Mourinho i et interview med det franske tv-program Telefoot, der blev sendt i fransk tv søndag.
- Jeg er en træner med ambitioner og med en lyst til at prøve nye ting, siger den 54-årige portugiser.
- Jeg er sikker på, at jeg ikke slutter min karriere her (i Manchester United, red.).
Træneren fortæller i interviewet, at han er fascineret af den franske klub Paris Saint-Germain (PSG).
- Forleden valgte min søn at tage til Paris og se en fodboldkamp i stedet for at se en i Manchester. Hvorfor Paris? For lige nu er der noget magisk over Paris. Der er ungdom og kvalitet. Det er fantastisk, siger han om PSG.
PSG hentede i sommerens transfervindue stjernerne Neymar og Kylian Mbappe til klubben. Neymar blev verdens dyreste fodboldspiller, da den franske klub måtte betale 1,65 milliarder kroner for brasilianeren.
I trænersædet hos PSG sidder spanieren Unai Emery. Han formåede ikke at føre den ambitiøse klub til triumf i den bedste franske liga eller i Champions League i den seneste sæson.
PSG valgte på trods af de manglende pokaler at beholde ham. Emerys kontrakt udløber i juni.
Mourinho har stået i spidsen for store europæiske klubber som Chelsea, Inter og Real Madrid. Han er tilknyttet Manchester United til juni 2019.
/ritzau/AFP