José Mourinho er en mand, der siger, hvad han mener.
Og lige nu mener den portugisiske succestræner noget om danske Michael Laudrup.
Mourinho er glad for, at Laudrup atter er tilbage på trænerbænken i spansk fodbold og betragter ham som en dygtig kollega.
"Jeg så, hvad han gjorde med Getafe i UEFA Cup'en. Selv om det var et lille spansk hold, så turde de at spille mod de større klubber, og det var kun ærgerligt, at de ikke slog Bayern München dengang. Laudrup er et godt navn for den spanske liga, og det er en stor kapacitet, som Mallorca har tiltrukket," siger Mourinho til den spanske sportsavis Marca i deres La Liga-magasin.
Portugiseren er overbevist om, at Laudrups træner-potentiale i fremtiden vil udfolde sig i en større klub end i den nuværende, Real Mallorca. Og på spørgsmålet om hvorvidt potentialet rækker til Real eller Barca?
"Det vil jeg mene. Han har et navn og et ry som er stort, og han kan godt træne Real Madrid eller Barcelona en dag. Det er nok de fleste træneres drøm, og det er en drøm, som er værd at jagte. Jeg er selv stolt over, at jeg kom til en klub som Real Madrid," lyder det fra 'The Special One', som Mourinho har navngivet sig selv.