FC Rostov spiller torsdag aften returkamp på udebane mod Manchester United i Europa League, men også på hjemmefronten står den russiske klub over for udfordringer i den kommende tid.
Græstæppet på Stadion Olimp-2 er nemlig i så elendig forfatning, at Den Russiske Fodboldliga nu har udstedt forbud mod at spille på det, indtil der er kommet orden på sagerne.
Det skriver BBC onsdag.
Banen med de sparsomme græsstrå fik international bevågenhed i sidste uge, da den påkaldte sig Manchester United-manager José Mourinhos vrede forud for den første kamp mellem United og Rostov.
- Det er svært for mig at tro, at vi skal spille på sådan en mark, hvis du da kan kalde den det, sagde Mourinho ved den lejlighed.
I søndags spillede Rostov på banen mod Terek Grozny i den russiske liga, men nu er det altså midlertidigt slut.
Rostov er blevet beordret til at få banen gjort i stand, inden klubben igen må bruge sit stadion til turneringskampe.
Næste hjemmekamp er 31. marts mod FC Krasnodar.
/ritzau/