Chelseas træner José Mourinho er som altid god for lidt sladder.
Han har nemlig fået et rap over fingrene med Overlærer Abramovichs lineal. Ifølge oligarken skal Mourinho følge fire strenge regler, hvis han vil gøre sig håb om at blive i klubben.
1) Alt, hvad der har med fodbold at gøre, skal vendes med Frank Arnesen. 2) Mourinho skal holde en lavere profil i medierne. 3) Mourinho må aldrig kritisere bestyrelsen eller klubbens politik. Og endelig 4) Få så gang i noget underholdende fodbold, José!
Fire regler, som er ganske enkle og ligetil, men det kniber tilsyneladende med at overholde dem: I hvert fald kunne følgende citat fra Mourinho umiddelbart godt ligne et brud på regel nummer 2:
»Når man ser de sidste to kampe, kan man godt blive nervøs for, om der findes en regel, som sikrer, at der ikke kan blive dømt straffespark mod Manchester United.«
Måske spekulerer Mourinho ligefrem i at bryde reglerne, så han kan slippe langt væk fra klubben.
Også Abramovich selv vil godt væk fra London, men kun på en uges ferie: En halvdyr en af slagsen.
Ifølge engelske The Sun, så kigger Abramovich i øjeblikket på ferie-brochurerne igennem. Destinationen skal efter sigende være månen, og rejsens pris omkring halvanden milliard danske kroner.
Til den pris er han formentlig sikret helpension (tre tuber om dagen) og et værelse med udsigt i rolige omgivelser. Og så er der vist heller ikke overrendt af turister på månen – endnu.