Den står på portugisiske jubelscener og eder fra sidelinjen på Old Trafford de næste to år.
Manchester United og klubbens manager, José Mourinho, meddeler således, at parterne har forlænget kontrakten til 2020.
Det oplyser klubben på sin hjemmeside.
Kontrakten indeholder en option på yderligere et år, så derfor er portugiseren mindst at finde på posten til 2020.
I pressemeddelelsen om forlængelsen er Mourinho også klar i mælet om, hvad kriteriet for succes er de næste to år:
- Vi har sat en meget høj standard - at vinde tre trofæer i en sæson - men det er den standard, jeg forventer, mit hold vil sigte efter. Vi skaber forholdene for en strålende og succesfuld fremtid for Manchester United, siger den portugisiske manager ifølge Uniteds hjemmeside.
José Mourinho leverer i øvrigt en længere takketale i forbindelse med offentliggørelsen af forlængelsen. Han siger tak til klubbens fans for deres støtte, mens også spillerne og Mourinhos trænerstab bliver takket.
- Uden deres empati og venskab ville det her ikke være muligt. Jeg elsker mine spillere, og det er en fornøjelse at vide, at vi vil være sammen i mindst de næste tre år, siger Mourinho.
Portugiseren blev den første manager i Uniteds historie, der vandt et trofæ i sin første sæson i klubben.
Det skete, da klubben besejrede Southampton 3-2 i Liga Cup-finalen i februar.
I 2017 vandt United også Europa League, da Ajax blev besejret 2-0.
Næstformanden i Manchester United, Ed Woodward, er ligeledes godt tilfreds med forlængelsen af aftalen.
- José har allerede opnået meget som manager i Manchester United, og jeg er glad for, at han har forlænget til mindst 2020.
- Hans arbejdsindsats og professionalisme er exceptionel, og han har taget klubbens ønske om at udvikle unge spillere til førsteholdet til sig, siger Woodward blandt andet.
/ritzau/