Den skuffende 1-1 kamp mod norske Rosenborg i Champions League tirsdag aften blev sidste gang portugisiske Jose Mourinho stod i spidsen for Chelsea.
Ifølge BBC fortalte Mourinho onsdag en række af holdets nøglespillere, at han havde besluttet at forlade klubben. Ifølge BBC bekræftede Chelsea kort efter bruddet.
Jose Mourinhos afsked med Chelsea kommer efter at han i gennem længere tid har haft et anspændt forhold til klubbens stenrige, russiske ejer Roman Abramovich. Om Mourinho selv har valgt at forlade klubben eller om der reelt er tale om en fyreseddel er uklart.
I løbet af de tre år i Chelsea førte Mourinho blandt andet klubben til to mesterskaber, og i både 2005 og 2006 blev han kåret til ligaens bedste manager.
Hvem der skal overtage roret i Chelsea vides ikke.