Jose Mourinho har fået nok af Marcas radiojournalist Anton Meana, som har fremført rygter om, at der skulle være en "spion" i Real Madrids trup.
Rygerne har fået den portugisiske træner til at svine radiojournalisten til i en ordveksling, som Marca bringer søndag.
- I fodboldens verdens er jeg og mit team "toppen", og i journalistikkens verden er du en "lort", skulle José Mourinho have sagt til Anton Meana ifølge Marca.
Spionrygterne drejer sig om målmandstræner Silvino Louro, som ifølge nogle spillere - unavngivne i Meanas reportage - fungerer som spion.
Ifølge kilderne føler spillerne, at de ikke kan tale frit, hvis Louro står i nærheden, for han sladrer til Mourinho.
- Efter at have snakket med flere spillere, fortalte jeg lytterne, at flere Real-spillere har en følelse af, at Louro nærmest er Mourinhos spion, siger Anton Meana.
Den radioudsendelse fik Jose Mourinho, som i forvejen har store problemer med at styre sin trup, op i det røde felt.
- Du bliver nødt til at sikre dig, at dine kilder taler sandt. Der er 21 spillere i omklædningsrummet, og de har det glimrende med Silvino og - som alle andre steder - er der tre sorte får, som ødelægger det hele, siger Mourinho.
Jose Mourinho har den seneste tid været i modvind i spanske medier, og lørdag meldte han ud, at han har taget en god snak med sin trup efter uoverensstemmelser.
/ritzau/AFP