Real Madrids cheftræner, Jose Mourinho, kan se tilbage på en sæson uden titler, og det er helt uvant for den succesrige og omstridte portugiser.
Fredag aften havde Mourinho sæsonens sidste chance for at sikre sin klub et trofæ, men det glippede i en dramatisk pokalfinale mod lokalrivalerne fra Atlético, der vandt 2-1 efter forlænget spilletid.
- Det her er den værste sæson i min karriere. Med en finale, en semifinale (Champions League, red.), en andenplads og en Supercup. For mig bliver det ikke værre, siger Mourinho ifølge den spanske sportsavis Marca.
Det var 10. gang Atlético Madrid vandt pokalturneringen og første gang i 14 år, at klubben besejrer Real.
Real Madrid var tæt på at score mere end det ene mål, som Cristiano Ronaldo blev noteret for efter knap et kvarters spil med skud på både stolpe og overligger.
- Vi fortjente ikke at tabe. Vi havde to store chancer, vi ramte træværket tre gange. Derfor synes jeg, det er uretfærdig, siger Mourinho til Marca efter opgøret, der blev spillet på Reals hjemmebane Bernabeu.
Jose Mourinho blev bortvist fra trænerbanken og måtte sætte sig på tilskuerpladserne efter et skænderi med dommeren 13 minutter før afslutningen på anden halvleg.
Der har i lang tid været rygter om, at Mourinho ønsker at forlade Real Madrid og vende tilbage til Premier League-holdet Chelsea, som han vandt adskillige titler med.
Carlo Ancelotti, der netop har vundet det franske mesterskab som træner for Paris Saint-Germain, er favorit til at overtage jobbet i Madrid.
/ritzau/