José Mourinho er ikke en mand, der går efter at vinde popularitetspriser.
Søndag markerede Real Madrid-træneren sig igen, da han for anden kamp i træk satte målmanden og klubikonet Iker Casillas på bænken til hjemmekampen mod Real Sociedad.
I stedet vogter Antonio Adan målet, nøjagtig som han gjorde det i Real Madrids sidste kamp i 2012, 2-3-nederlaget på udebane til Malaga.
Ved den lejlighed var 31-årige Iker Casillas reelt droppet til Real Madrids startopstilling for første gang i mange år.
Det har ført til spekulationer om en konflikt mellem Casillas og Mourinho, og om hvorvidt den portugisiske træner er på vej væk fra klubben.
Real Madrid er 16 point efter FC Barcelona i Primera Division.
For få dage siden blev Iker Casillas kåret som verdens bedste målmand for femte år i træk.
Kampen mellem Real Madrid og Real Sociedad begynder klokken 17.
/ritzau/