Alt tyder på, at Samuel Eto'o, som netop er skiftet fra russiske Anzhi Makhachkala til Chelsea, får sin debut i Premier League, når London-holdet lørdag gæster Everton.
Chelsea-manager José Mourinho, der også har arbejdet sammen med den 32-årige stjerneangriber i italienske Inter, siger, at camerouneren kommer i spil på den ene eller anden måde.
- Han bliver udtaget til kampen. Når du er udtaget, og du er angriber, så spiller du normalt. Du starter inde, eller du slutter kampen på banen.
- Mine angribere spiller normalt, når jeg udtager dem, fordi det er på det område, at jeg laver flest udskiftninger undervejs i kampen, siger Mourinho ifølge nyhedsbureauet AFP.
Eto'o skal kæmpe med Fernando Torres og Demba Ba om pladsen som Chelseas ene spydspids.
Chelsea har indledt sæsonen med to sejre og en uafgjort.
/ritzau/