Jose Mourinho deltog i aftes i en prisfest, da hans kone Tami ringede og sagde, at myndighederne var kommet for at fjerne deres Yorkshire Terrier.
Mourinho havde angiveligt haft hunden med på rejser ud og ind af landet uden de nødvendige vacciantioner og papirer. Det skriver den engelske avis The Sun.
En gæst ved Chelsea-festen forklarer, at Mourinho styrtede ud af lokalet, da han fik beskeden. Han nåede frem til sit hjem i det centrale London i tide, og så en hundefanger med hunden og en eskorte på to betjente på vej væk.
- Det var en tårevædet og temperamentsfuld situation. Mourinho ville ikke tillade dem at tage hunden med. Situationen udviklede sig, og Mourinho tabte hovedet. Han blev arresteret omkring klokken 22 for at forstyrre politiets arbejde, fortæller en kilde til The Sun.
Politiet i London bekræfter, at man i aftes anholdt en mand i 40 erne i forbindelse med en strid om en hund. Politiet vil dog ikke sætte navn på den anholdte.