Manchester United tog torsdag aften et stort skridt mod Europa League-finalen.
Den engelske fodboldklub vandt 1-0 ude over Celta i den første semifinalekamp, men United-manager José Mourinho er alligevel ikke helt tilfreds.
- Jeg er meget tilfreds med præstationen, men ikke så meget med resultatet, siger portugiseren til Manchester Uniteds hjemmeside.
- Ved pausen skulle vi allerede have ført 2-0, kampens resultat gør det åbent.
- Vi spillede godt nok til at have lukket det, men vi skal først spille på Old Trafford. Vi forsøgte at afgøre det, men vi brændte chancer, siger José Mourinho efter sejren i Spanien.
Unge Marcus Rashford sikrede United sejren midt i anden halvleg, da han scorede direkte på frispark.
Manageren er tilfreds med teenagerens indsats.
- Han er en 19-årig dreng. Men han er en 19-årig dreng, der er forelsket i fodbold. Han er en dreng, der bliver en halv time efter træning for at øve frispark, og han venter på muligheden.
- Det er hans mentalitet. Han arbejder, arbejder, arbejder. Han er meget moden, og lad os glemme alderen, for alderen betyder ikke noget, det gør kvaliteterne, siger José Mourinho.
Returkampen mod Celta bliver spillet 11. maj i Manchester.
Finalen i Stockholm bliver spillet 24. maj.
/ritzau/