Både statsadvokaten og det dømte ægtepar fra Mou ved Aalborg anker nu en dom for vold mod kvindens 13-årige datter.
Stedfaderens advokat Stig Ejler Jensen fortæller ifølge DR Nordjylland, at anklagemyndigheden ved Statsadvokaturen i Nordjylland har anket dommen, som lød på fem måneders fængsel. Derfor har Stig Ejler Jensen også besluttet at anke.
Anklageren havde krævet flere års fængsel til parret og forsøger nu at få skærpet dommen på fem måneders fængsel.
Forældrene holder fast i, at de bør frifindes, og det forsøger de at få igennem ved ankesagen i Vestre Landsret.
Parret blev dømt for flere års vold mod kvindes nu 13-årige datter. Bl.a. skal de have slået, sparket og ydmyget hende. Der blev dog ikke fundet beviser for, at pigen blev holdt indespærret, som anklagen lød på. Pigen blev tvangsfjernet i april sidste år.