Grønlands landstingsformand, Josef Motzfeldt fra det venstreorienterede regeringsparti IA har på ubestemt tid besluttet sig for ikke at deltage i en række politikiske møder.
Det sker efter, at flyttefolk har fundet en klump hash hos ham, da Motzfeldt var ved at flytte til sin nye embedsbolig. Politiet har afhørt ham, men Motzfeldt afviser sagen som et komplot.
Og landstingsformanden har ikke tænkt sig at trække sig fra posten:
"Jeg er bare ikke til stede under udvalget for forretningsordens møder, så længe politiet ikke har afgjort, hvad der skal ske yderligere i sagen," siger Josef Motzfeldt til netavisen ag.gl.
Josef Motzfeldt har forklaret politiet, at han ikke kendte til hashen og ville have afleveret klumpen til ordensmagten, hvis han havde fundet den.
Oppositionspartierne Siumut og Atassut mener, at sagen bør få konsekvenser i retning af, at han skal trække sig, og at politikere i øvrigt skal testes for stoffer.
Motzfeldt er dog ikke interesseret i at aflevere en urinprøve.
Landsstyreformand Kuupik Kleist afventer politiets efterforskning og vil ikke sige andet, end at der er tale om en ærgerlig sag.