Opdateret kl. 08:29
Mandag morgen er der flere kilometers kø på motorvej E45 syd for Randers.
Årsagen er et harmonikasammenstød med fem biler involveret.
Motorvejen blev kort før klokken 7.00 helt spærret i sydgående retning mellem Sønder Borup og Hadsten. Klokken 8.15 er der atter blevet åbnet for morgentrafikken.
- Fem biler stødte sammen, men vi har ingen meldinger om, at nogen skulle være kommet til skade, siger Jakob Christiansen, som er pressemedarbejder ved Østjyllands Politi.
Spærringen af vejen har dog givet store trafikale udfordringer på stedet.
Mens der var spærret, blev trafikken ledt af ved afkørsel 43, og køen voksede hurtigt. Omkring klokken 8.00 holdt biler i kø i cirka seks kilometer.
- Der er næsten en times forlænget rejsetid derude, oplyser den vagthavende ved Vejdirektoratets Trafikcenter ved ottetiden.
Der er også forsinkelser på landevejene fra Randers til Aarhus.
/ritzau/