Ritzau
Opdateret kl. 15:40
En alvorlig trafikulykke med to biler ved Gladsaxe betød, at motorvejen tirsdag formiddag var spærret i sydgående retning.
Det oplyser Københavns Vestegns Politi, Beredskab Øst og Vejdirektoratet på Twitter.
Ulykken skete kort før klokken 10.00, og godt halvanden time senere skriver politiet, at en 75-årig mand er afgået ved døden. En 23-årig mand er blevet bragt til hospitalet med kvæstelser.
Det er uvist, hvor alvorligt han er kommet til skade.
Ulykken er sket ved afkørsel 20, Motorvejskryds Gladsaxe. Det er uvist, hvad der præcis er foregået.
Mens politi og redningsfolk arbejdede på stedet, var strækningen på motorvejen lukket. Omkring klokken 12 blev der åbnet igen.
Lukningen skabte dog en massiv kø, som gav en forlænget rejsetid på op til 45 minutter fra Lyngby mod Avedøre, skrev Vejdirektoratet på sin hjemmeside. Omkring klokken 12 er den forlængede rejsetid på op til 20 minutter.
De pårørende til ulykkens implicerede er blevet underrettet.
/ritzau/