Torsdag er en motorvejsstrækning totalspærret på grund af et uheld.
Adskillige politikøretøjer er til stede.
Det fortæller presse-fotos.dk.
Billeder fra stedet viser, at minimum seks politibiler er ankommet – både større køretøjer, almindelige patruljer og civile politibiler.
Kort før klokken 12 melder Sydøstjyllands Politi ud på det sociale medie X, at der er sket et uheld i forbindelse med en eftersættelse.
- I forbindelse med en eftersættelse er der sket et færdselsuheld på den sønderjyske motorvej mellem afkørsel Kolding S og afkørsel Kolding V i nordgående retning, hvor politiet er involveret, skriver politikredsen.
Politikredsen bekræfter, at motorvejen er spærret i nordgående retning.
Sydøstjyllands Politi kunne omkring klokken 13.00 opdatere på X.
- Motorvejen er nu genåbnet for trafik.
Der er ikke sket personskade i forbindelse med færdselsuheldet, skrives det.
Trafikken forventes igen at være normal først på eftermiddagen.