En motorcyklist er i livsfare, efter han kørte galt på Skjernvej fire kilometer uden for Holstebro. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
- Han påkører et helleanlæg og bliver slynget nogle meter. Han er i livsfare og er fløjet med helikopter til hospitalet i Aarhus, siger vagtchef Lars Iven.
Ulykken skete klokken 20.26, og politiet ved endnu ikke, hvorfor motorcyklisten endte i soloulykken.
- Vi har rekvireret en bilinspektør, siger han.
Der er formentlig tale om en nordmand, men hans identitet er endnu ikke fastslået, og hans pårørende er derfor ikke underrettet endnu.
- Vi kender ikke hans identitet. Men hans motorcykel er norsk indregistreret, så vi har en formodning om, at han er nordmand, siger Lars Iven.
/ritzau/