Han lader sine fingre løbe kærtegnende ned af den blankpolerede tank. VN 2000 Kawasaki står der på skiltet. Prisen er 292.955 kroner plus leveringsomkostninger.
»Den har en anordning i tændingen, så den hopper i tomgang, men når man drejer gashåndtaget, så stopper det,« siger Niels Møller med dæmpet, anerkendende stemme.
Han er kørt hele vejen fra Salling ved Skive for at se på motorcykler i Herning Messecenter. I langsom fart bevæger den 55-årige sig ned gennem rækkerne af motorcykler, der nærmest glimter i det stærke projektørlys.
Han standser ved en Honda GL 1800 Gold Wing.
»Det er en afart, synes jeg. Det er jo en halv bil/halv motorcykel. Varme i sæderne og til benene og fartpilot. Der er også cd-afspiller og samtaleanlæg,« konstaterer han, inden han uimponeret går videre. Prisen på skiltet er 400.000 kroner.
Kinapis
Niels Møller trasker hen ad det røde gulvtæppe i sine sorte træsko. Han har sat kurs mod BMW-udstillingen.
»De er blevet flotte. Før havde de hængepatter på hver side,« smiler han.
En mor pakker en burgerbolle ud til sin lille søn, der ligger på gulvet mellem en BMW F650GS og en BMW F800S. En tredjedel af gæsterne i hallen er kvinder. Sådan var det ikke for få år tilbage. Dengang var den slags udstillinger forbeholdt mænd.
Niels Møller ler højlydt, da han ser en Regal Raptor 50 cc til 8000 kroner.
»Det er det der kinapis. Der får du nøjagtig, hvad du betaler for. Så ville jeg stoppe med at køre motorcykel, hvis jeg skulle køre på den. Jeg ville ikke engang hente rundstykker på den,« siger han på jysk.
101 motorcykler
Et forældrepar diskuterer, om den lille knallert, der ligner en minimotorcykel, kunne bruges af deres søn til at køre i skole på.
Niels Møller går hastigt videre. Ved Dukati-udstillingen standser han op og ser prisen på en Desmosedici. Den koster 1,213.292 inklusiv registreringsafgift. Han siger ikke noget.
25.000 besøgende så på de 101 udstilleres motorcykler i Herning. I dag åbner udstillingen i Tappehallerne klokken 10.00 og kører til søndag klokken 17.00.