Motocrosskører lå på landevej og blev ramt af lastbil
En mand mistede livet natten til torsdag på en landevej mellem Aalbæk og Skagen.

En 35-årig mand blev natten til torsdag påkørt på landevejen mellem Aalbæk og Skagen. Det blev efterfølgende konstateret, at han var død.

Det skriver Nordjyske og TV2 Nord.

Manden lå på vejen, da han blev ramt af en lastbil. Forinden var han tilsyneladende faldet af en motocross - en motorcykel, der er egnet til kørsel i kuperet terræn.

Det er uvist, om manden allerede var død, da han blev påkørt.

Vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi oplyser, at der ikke var lys på motorcyklen, og der var heller ingen skader på maskinen.

- Af uforklarlige årsager var manden faldet af maskinen. Han lå med kroppen halvt ude på vejen, da han blev kørt over af en lastbil klokken 02.15. Det er usikkert, om manden har kørt på cykelstien eller på vejen, siger han til Nordjyske.

Lastbilchaufføren opdagede først i sidste øjeblik, at der lå en person på kørebanen.

Politiet er torsdag eftermiddag i gang med at undersøge, om manden var død eller bevidstløs, inden han blev kørt over.

De pårørende er blevet underrettet.

/ritzau/

via Listen To News