Ritzau
Opdateret kl. 15:30
Halvandet døgn efter drabet på en 24-årig mand fra det københavnske bandemiljø har politiet endnu ikke identificeret et egentligt motiv.
- Vi har en masse teser, men vi er ikke sikre på, hvorfor han blev dræbt, siger politiinspektør Torben Svarrer fra Københavns Politi.
Det var tidligt torsdag morgen, at en hundelufter under en tur i Valbyparken fik øje på liget af den dræbte.
Manden var ramt af skud, men fredag ønsker politiet ikke at sige mere om hverken gerningsvåben, antal skud, eller hvor han blev ramt.
- Men det er vores vurdering, at drabet har fundet sted i eller omkring parken, siger Torben Svarrer.
Foreløbigt har politiet fået en række henvendelser i sagen. Blandt andet på den baggrund er efterforskerne nu i færd med at foretage afhøringer af personer, der muligvis vil kunne bidrage til opklaringen.
Også videooptagelser fra området kan være med til at belyse sagen - og muligvis føre til anholdelser.
Dog efterlyses der fortsat vidner, som har set eller hørt noget mistænkeligt i området fra onsdag aften klokken cirka 22 og timerne frem.
Ifølge Ritzaus oplysninger var den dræbte medlem af banden Loyal To Familia (LTF), der blandt andet holder til på indre Nørrebro.
Ekstra Bladet skriver, at han gennem en årrække har figureret i det københavnske bandemiljø, og at han tidligere har været supporter i rockerklubben Bandidos.
En periode af sit voksne liv tilbragte han desuden i Syrien, skriver Ekstra Bladet. Her sluttede han sig til den kurdiske YPG-milits og kæmpede mod den militante gruppe Islamisk Stat.
/ritzau/