Motionsrum, cykling til og fra jobbet med kollegerne og løbetræning bliver i stigende grad en fast del af arbejdsdagen på de danske arbejdspladser.
Det siger Bo Isaksen, der er afdelingsleder i Dansk Firmaidrætsforbund.
"Det mærker vi ved, at vi får flere henvendelser fra virksomheder, som vil godt i gang og have organiseret motion og sundhedsfremme i hverdagen," siger han til Erhvervsbladet.
Virksomhederne indfører motionen for at være attraktive arbejdspladser og for at sænke sygefraværet.
Og at selv en lille indsats gør en forskel, viser en ny undersøgelse fra Syddansk Universitet. Den slår fast, at blot tre gange tyve minutters motion om dagen gavner de ansattes helbred.
Ifølge læge og aldringsforsker Henning Kirk øger motionen både kroppens formåen og styrker koncentrationsevne, indlæring og hukommelse
"Hvis jeg var virksomhedsleder, ville jeg også indføre motion som en fast del af arbejdsdagen. Og jeg ville ved ansættelsessamtaler tilskynde, at folk er fysisk aktive; for de kan klare mere, har mere energi til at være opsøgende og nysgerrige," siger Henning Kirk til Erhvervsbladet.