Rusland vil næppe kunne levere en sending af avancerede S-300 missiler til Syrien før til efteråret, siger en kilde i landets våbenindustri til det franske nyhedsbureau AFP.
Kilder giver også udtryk for, at tidspunktet for leveringerne af de avancerede missiler, som har skabt bekymring i Vesten, afhænger af, hvordan situationen udvikler sig i Syrien.
Ledelsen af den russiske flyproducent MiG siger samtidig i en anden sammenhæng, at Moskva venter at sende 10 MiG-29 kampfly til Syrien, og at der er drøftelser i gang om detaljer ved leveringerne.
De opsigtvækkende russiske våbenleverancer har øjensynligt givet Syriens præsident, Bashar al-Assad, ny selvtillid. Han truer nemlig Israel med en genoptagelse af kampene i Golanhøjderne.
- Der er et tydeligt pres i befolkningen om, at vi skal åbne en ny front af modstand i Golan, siger den syriske præsident, som torsdag gav et interview til tv-stationen Al-Manar.
Den syriske leder, der synes at have fået meget ny selvtillid, efter at Rusland ifølge Assad har sendt de første sendinger af avancerede missiler, beskyldte Israel for aggression mod Syrien.
- Flere faktorer spiller ind, deriblandt israelsk aggression, siger han og henviser til Israels luftangreb på mål i Syrien
- Vi har informeret alle parter om, at vi vil reagere på israelsk aggression næste gang.
Israel har gennemført flere luftangreb i Syrien i år, fordi Israel ikke vil acceptere, at Syrien leverer våben til Hizbollah, som er en ærkefjende til Israel.
Israelerne annekterede Golanhøjderne i 1981, hvilket aldrig er blevet anerkendt i det internationale samfund.
Libanons premierminister, Tamman Salam, siger i et interview fredag i den franske avis Le Figaro, at hans land bør hold sig ude af Syrien, og han advarer om, at militsens deltagelse i kampe på Assadstyrets side truer Libanons nationale enhed.
Den syriske præsident gentog i interviewet torsdag, at landets regering er klar til at indgå i en international fredsforhandling om en løsning på den blodige konflikt i landet.
/ritzau/AFP
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.