Morten Skoubo er klar igen

De spanske læger havde fuldstændig opgivet at helbrede Morten Skoubos skade i foden. Men nu er den danske angriber tilsyneladende ved at være den kvit. I hvert fald træner han med onsdag.

Real Sociedads danske angriber Morten Skoubo har været ude i længere tid med en skade i foden. Og tiden har været præget af uvished om skadens omfang, og hvor længe skadespausen ville vare. Men nu ser det ud til, at angriberen er ved at være klar igen. Således træner Morten Skoubo sammen med holdkammeraterne i den spanske klub onsdag formiddag.

»Jeg begynder lige så stille i morgen (onsdag, red.), og så må vi se, hvordan det går. Jeg regner ikke med, at jeg kan træne 100 procent med første gang, men det skal jeg kunne inden længe,« siger Skoubo til Sporten.tv2.dk.

»Foden har det bedre end længe, og sam­men med lægerne har vi besluttet, at det er ved at være tiden. Jeg har ikke smerter i foden, når jeg går rundt, men jeg kan mærke det lidt, når jeg sætter af til spring, eller hvis jeg laver retningsskift.«

Noget kunne da også tyde på, at den danske angriber har været savnet. Real Sociedad ligger nemlig under nedrykningsstregen i den spanske liga med blot ti point og en enkelt sejr i 16 kampe.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.