Martin Laursen, Ulrik Laursen, Daniel Agger, Michael Gravgaard, Daniel Jensen og Jesper Grønkjær. Listen af spillere, som ikke kan være med i de næste dages testkampe mod Holland i aften og Polen på søndag, er alenlang, og det ærgrer landstræneren.
»Vi har ikke ret mange kampe, hvor vi kan spille holdet sammen, inden kvalifikationen til VM begynder. Og så er det et problem, at vi har så mange skader. Det betyder, at 'automatismerne', som jeg kalder dem, aldrig kommer helt på plads,« siger Morten Olsen, og henviser til, at op til de to seneste slutrunder, hvor Danmark har været med, spillede Martin Laursen og Rene Henriksen stort set alle kampe sammen i det centrale forsvar.
»Vi starter meget ofte forfra på side A, når vi lige er noget frem til side K,« konstaterer landstræneren.
Derfor bliver det også andre ting, som Morten Olsen håber at få ud af testkampene.
»Jeg håber at blive overrasket - positivt, naturligvis. Samtidig giver det også mulighed for at prøve nogle ting af, og det er jo sjældent skidt. Vi må være realistiske og sige, at vi kommer med et svækket hold, mens Holland kommer med et EM-tændt mandskab, men vi vil kæmpe for en sejr, og det er slet ikke umuligt,« siger Morten Olsen.