Morten Olsen kiggede kort på uret, inden han satte sig til rette ved gårsdagens pressemøde. Den er god nok. Han er der præcis på minuttet, og han ved godt, hvad der skal tales om. Så han foregriber selv tingenes gang og lader snakken falde på de manglende mål.
»Vi må konstatere, at vi ikke har scoret i to kampe. Det må vi finde årsagerne til, og det har vi også gjort,« siger Morten Olsen, der ikke vil nærmere ind på, hvad årsagerne er, og hvordan målene skal komme. Men han siger, at det er bedre at have mange folk, der kan score, frem for to angribere, der scorer alle målene.
Mange farlige folk
»Det er farligere for modstanderen, hvis målene ikke kommer fra de samme personer, og derfor er det glimrende, at vi har farlige folk på flere forskellige positioner.
Her er Leon Andreasen et godt bud på en, der kan blive en trussel fra anden række. Han har et godt skud fra distancen og er en type, der løber mere i dybden, end midtbanekollegaerne Daniel Jensen og Christian Poulsen, der begge har karantæne.
»Det er min spillestil, og jeg kan bedst lide at få lov til at ligge og arbejde derinde og ligge og støde med frem. Daniel og Christian er bedre til og søge ned mod forsvaret og ligge og dirigere og lave gode pasninger,« siger Leon Andreasen og tilføjer:
»Jeg skal nok løbe de kilometer, der skal til, for at vi kan få skabt nogle chancer.«
En anden ny dimension i spillet kan komme fra Morten Nordstrand. Meget tyder på, at han starter inde i angrebet sammen med Jon Dahl Tomasson. Og den unge FCK-spiller har et bud på, hvordan de to skal dirke Liechtensteins forsvar op.
»Vi skal jo lukrere på de ting, vi nu en gang er gode til, og det er ikke så meget de fysiske dueller. Det er mere småspillet inde omkring feltet, og så skal vi tage de rigtige løb ind i feltet og så være skarpe, når chancerne opstår,« vurderer Nordstrand.
Thomas Sørensen, Thomas Helveg, Martin Laursen, Daniel Agger, Niclas Jensen, Dennis Rommedahl, Leon Andreasen, Esben Hansen, Jesper Grønkjær, Jon Dahl Tomasson, Morten Nordstrand.