Det danske fodboldlandshold kiksede formentlig endegyldigt kvalifikationen til VM i Brasilien, da holdet tabte 0-4 til Armenien.
Og Danmark har heller ikke noget at gøre ved slutrunden næste år, selv om det stadig er matematisk muligt, mener landstræner Morten Olsen.
- Efter at have set sådan en kamp, så har vi ikke noget at gøre ved VM. Jeg havde stor optimisme inden kampen. Det har jeg ikke længere.
- Ser vi realistisk på det, så bliver det svært med de point, vi kan nå at hente, siger Morten Olsen.
Landstræneren har svært ved at finde ud af, hvad der gik galt tirsdag aften i Parken.
- Jeg har ikke den store analyse. Nederlaget er 100 procent mit ansvar. For mig er det uforståeligt. Når jeg tænker tilbage, så er dette den værste aften, siger Morten Olsen.
- Uanset hvad der gik galt, så er det lederens ansvar. Det kan der ikke herske tvivl om, konstaterer han.
Danmark var allerede bagud 0-2 efter 20 minutter, og i anden halvleg scorede Armenien yderligere to mål i det, der skulle blive en regulær ydmygelse.
- Det er uforklarligt, at vi kan spille så dårligt, siger Morten Olsen.
Intet fungerede for det danske hold. Hverken offensivt eller defensivt. Og det var til slut blot et spørgsmål om sejrens størrelse til Armenien.
Der var mange spørgsmål til Morten Olsens fremtid. Ville han gå af som landstræner efter 0-4-ydmygelsen?
- Jeg har ikke nogen kommentar til det. Jeg forstår, I stiller spørgsmålene. Men jeg synes ikke, det er vigtigt umiddelbart efter kampen.
- Jeg valgte før EM sidste år at sige nej til et stort tilbud. Men jeg ville fortsætte med landsholdet, så det var ikke aktuelt, fastslår Morten Olsen.
/ritzau/