I de glade firsere havde unge danske fodboldspillere nærmest automatisk et kvalitetsstempel på sig, når de rejste ud og erobrede europæiske storklubber. Men så faldt jerntæppet, pengene i fodbold blev enorme, og den såkaldte Bosman-dom vendte op og ned på transfersystemet.
»Før var Danmark blandt de førende lande i udviklingen af talenter, men i takt med at de store nationer har sat talentudviklingen i system, er vi blevet overhalet,« siger landstræner Morten Olsen.
Alligevel skal man i Danmark gøre alt, hvad der er muligt, for at følge med, for den eneste chance for at bide skeer med de store er at være førende på talentudvikling.
»Hvis vi går i stå, vil vi tabe 9 ud af 10 opgør mod lande som England og Tyskland. Med de rigtige prioriteringer i ungdomsarbejdet nøjes vi måske med at tabe seks, men så vinder vi de fire. De små lande skal leve på en eminent talentudvikling,« vurderer landstræneren.
Han mener, at danske klubber med fordel kan lade sig inspirere af for eksempel Holland.