Den kun 19-årige FC København-angriber Andreas Cornelius har været noget af en åbenbaring i denne sæson.
Men FCK'eren kommer ikke til at spille en rolle, når Danmark 8. september i Parken møder Tjekkiet i VM-kvalifikationen, selvom førsteangriber Nicklas Bendtner står til karantæne i netop den kamp på grund af den famøse "underbukse-sag" fra sommerens EM.
Meldingen fra landstræner Morten Olsen er ikke til at tage fejl af.
- Det er slet ikke aktuelt. Overhovedet ikke, siger landstræneren.
Vi taler ellers om en spiller, der har scoret mål i Superligaen for FCK, og som nu også spiller europæiske kampe for FCK. Er det ikke nok til at komme i betragtning?
- Nej, det er for tidligt, siger Morten Olsen.
Andreas Cornelius, der netop er kommet med på U/21-landsholdet, har scoret fire mål i Superligaen i denne sæson og har været med i vigtige Champions League-kvalifikationskampe.
Ikke dårligt for en spiller, der inden denne sæson stort set var ukendt, men som indtil videre har afløst stjernen Dame N'Doye ganske fint hos københavnerne.
- Vi skal ikke kun have talenter med, men spillere, som kan begå sig på et vist plan. Vi skal have en vis form for sikkerhed med. Det vil sige spillere, som har prøvet noget før. Hvis ikke på landsholdet, så på klubbasis, siger Morten Olsen.
Danmark møder onsdag aften Slovakiet i en testkamp i Odense. Opgøret begynder klokken 20.15.
/ritzau/