Landstræner Morten Olsen betegner fredagens 3-0-sejr på udebane over Tjekkiet i VM-kvalifikationen som en af de største sejre nogensinde for landsholdet.
- Det er en af de store. Jeg kan huske, at vi tabte en kvartfinale til dem ved EM i 2004, så det var lidt af en revanche, siger Morten Olsen til Kanal 5.
Alle tre danske mål faldt i anden halvleg. FC Københavns Andreas Cornelius bankede efter 57 minutter bolden i mål til 1-0 og derfra styrede de danske gæster kampen.
- Det var en fantastisk sejr. Frem til det første mål var det to hold, der absolut ville vinde, og der blev spillet meget direkte.
- Da vi fik målet fik vi mere ro på, og vi kunne endda have lavet et par mål mere, siger landstræneren, der også kunne se Simon Kjær og Niki Zimling komme på måltavlen i Olomouc.
Danmark øgede med sejren chancen for at komme til næste års VM i betragteligt.
Danmark overtager tredjepladsen i kvalifikationsgruppe B fra Tjekkiet. Danmark har fem point, Italien 10 og Bulgarien 9 point i toppen af gruppe B.
Danmark møder Bulgarien i Parken på tirsdag.
/ritzau/