Der tegner sig efterhånden et klart billede af, hvad der skal åbne i fase 2 af genåbningen af samfundet fra på mandag.
Det siger De Radikales leder, Morten Østergaard, på vej ind til forhandlingerne på Marienborg torsdag formiddag.
Men statsminister Mette Frederiksen (S) mangler fortsat at levere en langsigtet plan for genåbningen, mener han.
- Det vigtigste er, at vi får en klar strategi for genåbningen af Danmark, hvor vi også kan se, hvad de næste faser er. Og hvad der udløser dem, siger Morten Østergaard.
Det er fortsat uvist, hvor mange faser genåbningen indebærer.
Regeringen ønsker at åbne hele detailhandlen, caféer og restauranter, storcentre samt skolerne for de ældste elever i næste fase af genåbningen. Det sagde Mette Frederiksen onsdag aften.
Morten Østergaard fremhæver detailhandlen, storcentre og uddannelser som nogle af de steder, som De Radikale gerne vil åbne.
- Vi ønsker at åbne for de unge, for uddannelser og efterskoler. Jeg er sikker på, at vi kan sikre, at der kan holdes eksamener på uddannelserne, siger Morten Østergaard.
Han ønsker desuden at hæve forsamlingsforbuddet fra ti personer til et højere antal. 25 nævnte han som eksempel onsdag.
Morten Østergaard forventer, at partierne relativt hurtigt kan indgå en aftale om genåbningens næste fase. Men det vil tage tid at nå til enighed om den langsigtede plan for genåbningens næste faser efter fase to, siger han.
/ritzau/