Den tidligere ejer af Nyhedsavisen, Morten Lund, er i dag blevet erklæret personlig konkurs i Sø- og Handelsretten.
Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen, som er Morten Lunds tidligere samarbejdspartnere, har indgivet konkursbegæringen.
De ønsker at få indfriet de økonomiske garantier, og det har Morten Lund erklæret sig parat til, omend han ikke har midlerne i øjeblikket.
Ifølge Dam og Nissen Nielsen lovede Morten Lund dem i januar 2008 et års løn samt en lukrativ optionsordning, hvis Nyhedsavisen lukkede, hvilket den som bekendt gjorde senere på året.
På sin blog http://lundxy.com/ har Morten Lund erkendt, at han med fuldt overlæg har forsøgt at snyde Svenn Dam og Morten Nissen Nielsen, der var henholdsvis bestyrelsesformand og administrerende direktør.
"Jeg har brug for at indrømme, at jeg var usikker og bange og et selvcentreret pikhoved overfor to af mine egne soldater - men det har jeg ikke kunnet se før nu," skriver Morten Lund blandt andet.