Den tidligere radikale folketingspolitiker Morten Helveg Petersen vil være partiets spidskandidat ved næste års valg til EU-Parlamentet.
- Jeg har tænkt over det, og jeg stiller op i Københavns Omegn, og håber på at blive kandidat der. Og så arbejder jeg på at blive partiets spidskandidat derefter, siger Morten Helveg Petersen til Politiken.dk og fortsætter:
- Jeg har altid været optaget af det europæiske og er grundlæggende begejstret for projektet. Jeg har også brugt en stor del af mit arbejdsliv på direktiver og forordninger fra EU og har oplevet, hvor meget det fylder og påvirker i hverdagen i mange brancher. Det har givet mig appetit på at kaste mig ud i politik igen og denne gang på europæisk niveau.
Morten Helveg Petersen skal formelt vælges på et opstillingsmøde i Københavns Omegns Storkreds 7. maj. Herefter skal partiets hovedbestyrelse prioritere de opstillede kandidater.
Den endelige udpegelse af den radikale spidskandidat til europaparlamentsvalget finder først sted på de radikales landsmøde i september.
Ifølge Politikens oplysninger er der indtil videre ingen modkandidater til Morten Helveg Petersen i storkredsen.
Og fra flere sider vurderes det, at Helveg Petersen vil være det klart største og mest velkendte navn blandt kandidaterne til spidskandidaturet på det radikale landsmøde.
/ritzau/