Selvom Atlanta Falcons med nederlag i de seneste fire kampe i træk er så godt som ude af slutspillet, kan Morten Andersen med en stor kamp mod Washington Redskins i aften nå rekorden som den mest scorende spiller i NFL?s historie ? hvis han vel at mærke scorer 13 point.
Og selvom Morten Andersen ikke selv tvivler på, at han slår rekorden, spår han, at det først bliver i næste uge.
»Det er jo det, det ligger til med det snit, jeg har, og der kunne da godt komme et par field goals i aften med den måde, vi står til Redskins. Men det kunne være næste uge i Tampa, selv om jeg nu ikke har noget imod at vente til om to uger hjemme mod Dallas. Det kunne være sjovt,« siger Morten Andersen til TV2 Sporten.
Først ser han dog gerne, at Falcons i aftenens kamp kan skaffe sig en sejr efter fire nederlag på stribe:
»Det bliver en svær kamp i Washington i aften. Underlaget er det dårligste, vi kommer til at sparke på, hele året. Det er sand, der er farvet grønt, så det er svært at sparke på, og det kan få stor betydning, men der skal vist gå meget galt, hvis det skal kikse nu, men jeg kan jo kun styre det spark for spark, og det er der mit fokus er,« siger danskeren.