JJJJJJ
Manden de kaldte særlig egnet , Søren Funch & Henrik Tüchsen, 272 sider, 299 kroner. Jyllands-Postens Forlag. Netop udkommet
af Mette Højbjerg
meho@avisen.dk
@ANMELDELSE BRØD:Journalisterne Tüschen og Funchs nye bog om Møller-manden Michael Pram Rasmussen føjer sig til årets nærmest uendelige række af bøger om erhvervslivets pinger i almindelighed og de til hr. Møller knyttede i særdeleshed. Der er tale om et stykke fornuftigt journalistisk håndværk, velskrevet og i al væsentlighed baseret på åbne citater og ikke al den kedelige lokumssladder, der præger mange af de andre ping-bøger.
Hovedpersonen har ikke selv medvirket, men forfatterne har udnyttet det fælles netværk til det yderste og fået mange facetter kortlagt af den mand, der reelt er den gamle skibsreders arvtager. Portrættet viser en usædvanlig dygtig mand, nok født med guldske i munden men også som en mand, der kan meget selv.
Hurtig læst julegaveide
Bogen er ikke specielt problematiserende, og forfatterne virker til tider næsten for respektfulde over for de vedtagne sandheder i erhvervslivet.
Når man blandt andet beskriver betydningen af den virksomhed, som Pram Rasmussen er blevet formand for, med vendinger som »Og ikke mindst for vi skatteydere, der nyder godt af milliardafgifterne til staten fra A.P. Møller-Mærsks udvinding af olie i Nordsøen« er der i al fald ikke megen tvivl om, i hvilket politisk univers vi befinder os.
Bogens 272 sider er hurtigt læste og vil slutte sig til rækken af oplagte julegaveideer hos dem, der fuldt ud forstår at værdsætte såvel Operahuset som giverens Elefantorden.