Den 71-årige skuespiller Morgan Freeman kan se frem til en tur i retten. Demaris Meyer, der var passager, da Morgan Freeman smadrede sin bil tilbage i august, har nemlig sagsøgt ham.
Hun mener, at ulykken har ændret hendes liv, og hun har tilsyneladende stadig både fysiske og psykiske mén.
"Jeg har stadig adskillige skader. Jeg var bevidstløs som følge af ulykken, og jeg kunne ikke tage vare på mig selv i flere måneder efter", siger hun til BBC.
Samtidig benytter Demaris Meyer lejligheden til at afvise, at hun havde en affære med skuespilleren, da ulykken skete.
"Jeg håbede og bad til, at Mr. Freeman eller hans repræsentanter ville rense mit navn. Det har de desværre ikke gjort, og det er derfor, at jeg har valgt at træde frem og fortælle sandheden om vores forhold", forklarer hun.