Moren til stifteren af Uber er dræbt i bådulykke

Travis Kalanicks mor blev dræbt, da båd ramte en klippe. Hendes mand blev alvorligt kvæstet.

Den 71-årige mor til Travis Kalanick, stifter og ejer af kørselstjenesten Uber, er omkommet i en bådulykke.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Hendes mand overlevede ulykken, men er alvorligt kvæstet. Det oplyser myndighederne samt en talsmand for Uber.

- I går aftes blev Travis og hans familie ramt af en ufattelig tragedie. Hans mor gik bort i en voldsom bådulykke nær Fresno, og hans fars tilstand er kritisk, hedder det i en udtalelse fra Uber lørdag.

Ulykken skete fredag på søen Pine Flat, der ligger i nærheden af Fresno i Californien. Båden, som parret befandt sig i, ramte en klippe. Bonnie Kalanick blev dræbt, mens ægtefællen kom slemt til skade.

Bådulykken blev anmeldt, og politiet fandt Uber-stifterens forældre på en søbred.

Båden gik til bunds, men den vil ifølge politiet i Fresno blive bjærget og bragt i land. En efterforskning af ulykken vil blive indledt, tilføjer politiet.

Travis Kalanick står i spidsen for det privatejede Uber, der skønnes at have en værdi på 68 milliarder dollar eller 450 milliarder kroner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.