Politiets jagt på 30-årige Carsten Sehestedt Jensen er slut. De har nu anholdt den 30-årige og sigtet ham for skuddrabet på en ung mand i nat.
"Anholdelsen er foregået for kort tid siden uden dramatik," fortæller vicepolitiinspektør ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi Søren Ravn-Nielsen.
Skuddrabet foregik i Øster Karleby. Offerets identitet er endnu ikke fastslået, og politiet er stadig i gang med de nærmere undersøgelser omkring drabet.
Carsten Sehestedt Jensen blev tidligere i dag, tirsdag, efterlyst af politiet, da han blev set kørende væk fra gerningsstedet. Man har også fundet bilen, som blev set ved gerningsstedet.
Politiet har efter efterlysningen fået flere henvendelser fra vidner, der havde oplysninger i sagen.
"Det er en kombination af de henvendelser og den øvrige efterforskning, som vi har foretaget i løbet af formiddagen, der fører os frem til ham," siger Søren Ravn-Nielsen.
Carsten Sehestedt Jensen fremstilles i grundlovsforhør i morgen, onsdag.