Der er nu kommet flere detaljer frem om, hvorfor 42-årige Anders Eklund slog lille Engla ihjel.
Lørdag den 5. april spiste Anders Eklund frokost på stamkroen med en veninde. På vej væk derfra kørte han igennem skoven ved Stjärnsund. En kilde siger til Aftonbladet, at Anders Eklund ville i skoven efter brænde.
Men han møder Engla på vejen og stopper bilen.
10årige Engla er på vej hjem til sin mor efter at have spillet fodbold med vennerne. Det er første gang hun skal cykle selv.
Anders tager kontakt til Engla og de begynder at snakke. Den lille pige er blot et par hundrede meter fra sit hjem.
Men noget sker, da de to snakker sammen, og Engla sparker Anders over benet, skriver Aftonbladet.
Det gør den 42-årige lastbilchauffør så vred, at han tager fat i Engla, tager kvælertag og rusker hende. Derefter lægger han hende i bagagerummet og kører væk fra skoven.
Englas mor finder datterens cykel et par timer efter. Den er smidt ind i skoven og væk fra vejen.
To dage efter finder politiet Anders Eklund og bilen med blodspor i bagagerummet.