Selvom han er en af Frankrigs mest berygtede mordmistænkte, er det lykkedes for Jean-Pierre Treiber at flygte fra fængslet i Auxerre. Det skriver The Times.
Tirsdag formiddag gemte han sig i en papkasse, der stod sammen med noget papir. Da der kom en lastbil og hentede skraldet, blev han kørt direkte ud i friheden.
Det var først tirsdag aften, at fængselsvagterne fandt ud af, at Jean-Pierre Treiber manglede.
Flugten har fået flere kritikere på banen, og det franske fængselsvæsen beskyldes nu for inkompetence.
Hundredvis af politibetjente er blevet sendt til regionen for at hjælpe med at finde den forsvundne fange.
Jean-Pierre Treiber er mistænkt og anklaget for at have myrdet en skuespillers datter og dennes kæreste, før han brændte og gravede dem ned i nærheden af sit hjem i Bourgogne. Han blev arresteret i 2004 med kvindernes kreditkort på sig. Han nægter at have dræbt de to kvinder.
Obduktionen viste ikke, hvad kvindernes dødsårsag var, men konkluderede dog, at de enten var blevet kvalt eller forgiftet.