Nyhedsavisen dokumenterede onsdag, hvordan en række velgørende organisationer hjælper velbeslåede danskere med at undgå skat, når de testamenterer store beløb til deres arvinger. Lad organisationerne afregne afgifterne mod at få lidt af kagen. Både arvinger og organisationer sparer penge på skattehullet – og regningen sendes elegant videre til skatteydere uden millionarv.
Det er fuldstændig korrekt, at organisationerne er på den rigtige side af loven, når de bidrager til at udnytte skattehullet. Og det er fuldstændig korrekt, at hovedansvaret for miseren ligger hos det politiske flertal, der opretholder skatteregler, som er hullede som en si. Men det gør det altså ikke pænt i kanterne, når velgørenhedsmastodonterne aktivt hjælper skatteydere til at undgå flere hundrede tusinde kroner i skat.
Skattehullet skal lukkes omgående. Men vi skal også stille krav til organisationerne. Man skal huske på, at hver krone, velbeslåede danskere sparer med den her fidus, skal hårdtarbejdende mennesker, der ikke arver millioner, betale i den anden ende, for at vi kan få råd til hospitaler, ældreomsorg og daginstitutioner. Og man skal huske på, at de velgørende organisationer i forvejen har en lang række forskellige skattefordele. Så er det ikke særlig klædeligt, at de oven i købet maser sig foran i køen til det skattemæssige tagselvbord.