En 60-årig kvinde er mandag blevet sigtet for at have fornærmet en dommer i Tunesien og risikerer en måneds fængsel for forseelsen.
Men det er ikke hvem som helst, myndighederne i det nordafrikanske land nu stiller for retten.
Manoubia Bouazizi er nemlig mor til Mohamed Bouazizi, den frugtsælger, som i desperation over forholdene i Tunesien satte ild til sig selv i december 2010 og derved blev den gnist, der antændte hele det arabiske oprør i de efterfølgende måneder.
Den 60-årige kvinde blev anholdt i fredags, efter at hun havde haft en ophedet debat med en dommer i retten i byen Sidi Bouzid i det vestlige Tunesien.
Mandag meddelte magistraten så, at hun nu er formelt sigtet for at have krænket en tjenestemand i funktion, og at hun fortsat skal sidde fængslet.
En anden af hendes sønner, Salem, fortalte i forbindelse med hendes anholdelse, at hans mor ikke havde skændtes med en dommer, men med en protokolfører ved domstolen, som havde ydmyget hende og skubbet hende mod udgangen.
Ifølge Salem var Manoubia Bouazizi mødt op ved domstolen flere dage i træk, fordi hun i lighed med mange andre pårørende til revolutionens såkaldte martyrer var blevet stillet i udsigt, at hun kunne få en økonomisk kompensation for sin døde søn.
Men når de pårørende mødte op ved retsbygningen, var det spild af tid, og udbetalingen af penge havde lange udsigter, sagde sønnen.
- Min mor blev ydmyget. Myndighederne må lære at respektere folk. Vi vil ikke lade dette passere, sagde Salem Bouazizi.
Et øjenvidne fortalte fredag til nyhedsbureauet AFP, at fru Bouazizi under skænderiet havde truet med at sætte ild til retsbygningen.
/ritzau/AFP