Man må håbe, hun fik fat i sine yndlingssange, for det har været en dyr fornøjelse for Jammie Thomas-Rasset at lytte til 24 sange, som hun downloadede fra nettet.
En domstol i USA har nemlig idømt moren til fire at betale 1,9 millioner dollars - eller hvad der svarer til godt 10 millioner kroner - for de 24 sange med kunstnere som No Doubt, Linkin Park og Sheryl Crow. Det skriver CNN.
Det er den første sag om brud på ophavsretten ved en amerikansk domstol, og dommen kom som et chok for Jammie Thomas-Rasset. De 24 sange, hun downloadede, kostede hver især blot 99 cent - lidt mere end 5 kroner.
Det er anden gang Jammie Thomas-Rasset er i retten for at have downloadet musik ulovligt. Ved den første retssag i 2007 blev hun idømt en bøde på lidt over 1,1 million kroner, men sagen gik om på grund af en fejl i instruktionen af juryen.
Den chokerede mor vil anke dommen.