»Min søn går ikke med kniv. Han plejer at sige, at de, der går med kniv, er nogle idioter«.
Sådan siger moderen til den 21-årige mand fra Kerteminde, der søndag eftermiddag blev sigtet for drabsforsøg i byretten i Odense.
Den 21-årige er sigtet for at have stukket to 24-årige mænd ned på Munkemøllestræde – tæt på Diskotek LUUX i det indre Odense klokken 2.30 natten til søndag.
Den ene blev ramt i skulderen og brystet. Den anden i maven. Begge blev efter knivoverfaldet hasteindlagt på Odense Universitetshospital, men blev tidligt søndag morgen meldt uden for livsfare.
Søndagens grundlovsforhør foregik bag lukkede døre, og det vides derfor ikke, hvad der lå til grund for knivoverfaldet. Det er tidligere kommet frem, at der var tale om et internt opgør . Dommeren valgte at varetægtsfængsle manden frem til 31. januar - sigtet for dobbelt drabsforsøg.
Til firmafest
Ifølge moderen, der ligesom pressen måtte forlade retslokalet på grund af dørlukningen, havde hendes søn været til firmafest i Munkebo Hallen lørdag aften.
Ud på natten var han kørt til Odense, for at mødes med en jævnaldrende veninde, der også har været afhørt af politiet.
Pigen er igen på fri fod, men politiet opretholder en sigtelse for spirituskørsel.
»Så vidt jeg ved, var han næsten lige kommet til Odense, da overfaldet skete. Jeg aner ikke, hvorfor der skete, men det overrasker mig meget, hvis han har gået med kniv,« fortæller moderen, der virkede chokeret, da hendes søn blev ført ind i retssalen, hvor grundlovsforhøret skulle foregå.
På sin højre kind havde han stort rødt mærke og han så træt og opgivende ud.
»Det mærke havde han ikke, da han tog til fest i lørdags. Om han er blevet overfaldet, ved jeg ikke. Men han er blevet overfaldet før. I november fik han en flaske i hovedet og måtte sys med adskillige sting på sygehuset,« siger moderen.