I weekenden skød en 31-årig mor sine fire børn, mens de sad i bilen med hende. To af dem blev dræbt, en 13-årig og en 4-årig.
De to andre børn, 8 og 9 år, blev såret, men er uden for livsfare.
Efter de helt meningsløse drab, ringede moren selv til politiet, som rykkede ud og straks fik rekvireret en ambulancehelikopter til de to sårede børn.
Hvad der fik moren til at begå udåden, om hun var psykisk syg eller hvad der er sket, er stadig uvist. Hun er naturligvis arresteret og kan kun løslades mod en $14 mio. stor kaution, hvilket nok ikke er muligt.
- Det er helt umuligt at prøve at forstå, hvad der er gået igennem moren her - og hvordan vi som lokalsamfund skal tackle denne ufattelige tragedie, udtaler sherif Bo Stallman til NBC.
Skyderiet foregik i Angelton, en lille by med 20.000 indbyggere syd for storbyen Houston i Texas.