En 43-årig kvinde kendes skyldig i at have bortført sin søn og datter til Brasilien i halvandet år uden at have fortalt det til eller aftalt det med børnenes to fædre.
Moren idømmes fængsel i et år og seks måneder af Retten på Frederiksberg for at have taget børnene ulovligt ud af Danmark.
Retten ligger vægt på sagens karakter og grovhed, da de afgjorde kvindens straf. Dommeren og de to domsmænd mener ikke, at det var frivilligt, da moren efter mange måneder kom hjem til Danmark og børnenes fædre igen.
Kvinden har nægtet sig skyldig i anklagen. Men hun har erkendt, at hun rejste ud af landet med børnene i marts 2016 og først kom hjem igen i oktober 2017.
- Vi anker dommen til landsretten med påstand om frifindelse, sagde kvindens forsvarsadvokat, Klaus Jensen, kort efter domsafsigelsen.
I foråret sidste år pakkede moren kufferten og tog til Brasilien, hvor hun og børnene boede i et hus på en ø. Da de rejste, havde kvinden fælles forældremyndighed med hver af de to fædre.
I retten har kvinden forklaret, at hun valgte at forlade Danmark med børnene, som dengang var tre og fem år, fordi de blev udsat for overgreb fra fædrene.
Hun gik under jorden for at beskytte sig selv og børnene mod de fysiske og psykiske overgreb, som hun påstår, at de to mænd har begået. Men de anklager kan de danske myndigheder ikke dokumentere.
Der har i flere år forud for turen til Brasilien været stridigheder mellem moren og de to fædre om forældremyndighederne over og samværet med børnene.
Retten har afgjort, at det var i strid med loven, at moren rejste ud af landet med sin søn og datter.
For der var uenighed om forældremyndigheden, på trods af at den var delt mellem moren og fædrene på udrejsetidspunktet.
Imens kvinden og børnene var i Brasilien, fik begge fædre midlertidig fuld forældremyndighed over børnene. Det skete, henholdsvis fem dage og tre måneder efter at hun og børnene havde forladt Danmark.
I juni og august 2017 fik fædrene hver især permanent fuld forældremyndighed over deres søn og datter.
Kvinden har tidligere søgt om fuld forældremyndighed over sin søn, men den sag tabte hun. Og senere søgte hun ligeledes fuld forældremyndighed over sin datter, men den ansøgning trak hun tilbage.
/ritzau/