For anden gang på et par måneder blev et røveri i Rema 1000 på Hede Nielsens Vej i Horsens mandag aften forpurret, skriver Horsens Folkeblad.
Denne gang var det to ansattes 44-årige mor der opdagede, at to mænd stod ved kassen og truede med en kniv. Hun ringede straks til politiet.
- Det var efter lukketid, og de var i gang med at gøre kassen op. Da hun kom frem, så hun, at der stod to personer i butikken hos hendes børn. Den ene var i besiddelse af en kniv, og hun konkluderede, at det var et røveri, og ringede til politiet, fortæller politikommissær Jesper Christensen, Sydøstjyllands Politi, til Horsens Folkeblad.
Røveriet foregik kort før klokken halv ti, og røverne, en 19-årig mand fra Vordingborg og en 16-årig dreng fra Silkeborg, var fortsat i butikken, da politiet ankom til stedet.
Røverne flygtede fra stedet, smed kniv og bytte fra sig, men politiet fik løbet dem begge op.
Sidst i juli var forretningen udsat for et andet røveri, hvor en maskeret mand med en kniv dukkede op ved bagindgangen efter lukketid.
Her reagerede en mandlig ekspedient ved at skubbe røveren væk, som derefter løb væk med uforettet sag.