En mor og en stedfar er fredag formiddag blevet varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Næstved.
De er sigtet for at have begået seksuelle overgreb mod en pige, da hun var mellem fire og ti år gammel.
Det oplyser anklagemyndigheden i Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.
Søren Ravn-Nielsen, der er vicepolitiinspektør i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, bekræfter sagen over for Ritzau.
Parret blev anholdt torsdag eftermiddag. Det skete efter en anmeldelse om sexovergreb mod en pige, der i dag er 12 år.
Grundlovsforhøret fredag blev holdt for lukkede døre. Det sker ofte, når der er tale om den type sager af hensyn til det mulige offer.
På grund af de lukkede døre og sagens karakter er det sparsomt med oplysninger.
- Vi vil vente med at sige noget og komme med detaljer om denne sag. Der er en række hensyn, der gør, at vi er meget fåmælte, siger Søren Ravn-Nielsen.
Politiet vil for eksempel ikke oplyse alderen på moren og stedfaren, eller hvordan parret forholder sig til sigtelsen.
- Vi vil heller ikke ud med detaljer om sigtelsen på nuværende tidspunkt. Der er ting, som skal undersøges nærmere, siger vicepolitiinspektøren.
Det er heller ikke muligt at få at vide, om pigen har søskende.
Ligeledes er det uvist, hvor anmeldelsen om overgrebene kom fra.
/ritzau/