For et par måneder siden kom det frem, at indbrudstyve havde gjort deres livs kup, da de brød ind hos Formel 1-arvingen Tamara Ecclestone i hendes eksklusive hjem i London.
Tyvene slap afsted med smykker for ikke mindre end 50 millioner pund – svarende til næsten en halv milliard kroner.
Siden har politiet efterforsket sagen intenst, og nu er fælden klappet for de formodede gerningsmænd. Der er tale om en rumænsk mor og søn, Maria Mester, 47, og 29-årige Emil Bogdan Savestru. Hun har arbejdet som husholderske og rengøringsdame, mens han havde job på en bar.
Begge er nu, ifølge CNN, sigtet for indbruddet og varetægtsfængslet.
Det spektakulære indbrud fandt sted 13. december, hvor Tamara Ecclestone netop havde forladt landet for at tage på juleferie. Tyvene kunne således arbejde uforstyrret, og på 50 minutter støvsugede de huset for smykker og andre værdigenstande.
På trods af anholdelsen, er langt hovedparten af de stjålne genstande stadig forsvundet.