I forbindelse med en forældremyndighedssag, leder Østjyllands Politi efter en 42-årig kvinde og hendes 3-årige søn. Mandag sendte politiet en efterlysning med billede af de to efterlyste ud.
Den efterlyste kvinde, 42-årige Rikke Thomsen, blev onsdag den 1. april pålagt at udlevere sin 3-årige søn til hans far, efter familieretshuset i Aarhus havde afgjort, at faren skulle have midlertidig forældremyndighed over barnet.
Rikke Thomsen, der har bopæl i det nordlige Aarhus, er dog gået under jorden sammen med sin søn, og det har endnu ikke været muligt for politiet at finde frem til hende. Politiets efterforskning peger dog i retning af, at mor og barn befinder sig i hovedstadsområdet, hvor de sidst er set 21. april.
Har du set Rikke?
Rikke Thomsen beskrives som:
* 42 år gammel, men ser yngre ud
* Spinkel af bygning
* Langt mørkt hår
* Muligvis iført en lang, grøn jakke der går til knæene
* Har sin søn med i en klapvogn
Østjyllands Politi hører meget gerne fra borgere, der kan have oplysninger om, hvor Rikke Thomsen og hendes søn befinder sig, eller som kan have set dem i løbet af den seneste måned.
Henvendelser i sagen kan gives til Østjyllands Politi på telefon 8731 1448.